B.

7-elevens nye kaffekopskodekampagne: Signalér med din kops farve om du er single eller 'frisk på noget'. Endnu et udslag af vores efterhånden dybt perverterede trang til at vide alt om alle, altid. Da vi ved inderst inde, at vi aldrig finder ud af om det andet menneske nu også ER et menneske som os selv, overkompenserer vi ved at hævde en ret til at vide det hele. Vi er åbenbart dårligt udstyrede til at håndtere mysterier.

Den del af det er vel uskyldigt nok. Hvad der er mere bekymrende er, at vi tilsyneladende er så angste overfor os selv, så paniske for at vores eget narrative korthus vil blæses omkuld af selv den mindste vind, at vi klynger os til håbet om, at 7-eleven kan fortælle os hvem vi er. Som om vi ved at kaste et konstrueret selv ud med snøren, vil kunne få et autentisk selv på krogen; som om den andens accepterende nik verificerer mig som menneske.

Hvor er den 3. sorte kop, der vitterligt signalerer: "ingen af os finder nok ud af hvem jeg er ved at analysere denne, min kop."

A.

Første anslag...sådan. I gang igen. En overraskende følelse af (ære)frygt ved at tage dette medie op igen...eller såmænd blot vulgær og dagligdags angst. In any case: jeg fralægger mig ethvert ansvar...dukkeføreren er vel næppe ansvarlig for, hvad dukkerne laver bag hans ryg. Ligeledes, hvis der skimtes et 'jeg' inde bag disse udgydelser, skal han nok sørge for at se væk. Det er vel almindelig dannelse...ansvar er en luksusvare som så meget andet, der er dem der har råd til det, og så er der alle andre.

Jeg cyklede ned ad Istedgade halv syv imorges, netop da solen var begyndt at farve himlen bag hovedbanegården og husene stod som sorte skildvagter langs vejen. Ufatteligt smukt, som jeg forestiller mig evighedens tunnelsyn.
Længere nede af gaden, på midten af fortovet, stak en mand en kanyle i sit underlår, idet jeg cyklede forbi.

"And what do you conclude from that?"
"Conclude? Nothing whatever. Just a passing observation."

XXIV.

Like with so many other things, loneliness arises in the tension-space between two forces driving in opposite directions. Loneliness is not simply being alone, wishing not to be so; it is to have simultaneously contempt for the company of others and the company of self. Therefore there are no obvious roads out of loneliness. S/he who is alone is so because s/he desires to be so - but in the essence of that very desire lies its opposition, the possibility of its annulment...scratching from below like a caged beast gone insane with hunger.
The feeling of loneliness o'erwhelms exactly because it is a catch 22. In fact, it is not a question of feeling oneself drawn towards either solitude or company - that would in a sense be a positive move. Rather, it is the question of being pushed away from both poles with the force of a hurricane. You hate both sides with equal power, thus dangling in between them, like a dancing puppet. The more force is exerted from one side, the more will be applied from the other. Loneliness is the perfect example of the perfect equilibrium. This is the real prison; perfect because it requires neither guards nor walls.
Under pressure from all sides, this coal-black feeling eventually turns into a diamond: Beautiful and Unbreakable.

XXIII.

Som med så meget andet er kulturen blot endnu en måde at holde vores kollektive hoved over meningsløshedens iskolde vand. Ud fra en række arbitrært valgte symboler, som absolut intet indeholder af objektiv værdi, tjener kulturen udelukkende (præcis som sproget) til at udelukke noget frem for noget andet. Som det for længst er blevet fastslået, er der ingen logisk eller nødvendig overensstemmelse mellem ord og genstand; ligeledes er der ingen overensstemmelse mellem den uhomogene gruppe af mennesker der udgør et ”kulturområde” og de symboler hvortil de beder. Historien udgør i sig selv ingen nødvendighed, det ser vi tydeligt ud fra det faktum at vi med glæde glemmer og/eller bevidst sletter de begivenheder som vi ikke længere identificerer os med, og henviser dem til en mere primitiv tilstand, hvorfra vi tilsyneladende har frigjort os.

Som med alt andet, og især vores selvopfattelse, står vi angste overfor tilværelsens konstante forandring og forsøger at fastfryse den i en rigid is skulptur. Nationalismen er det fornemste eksempel herpå, idet den ganske åbenlys netop benytter sig af kulturen til at påpege forskelle; idéen om demokrati ville jo KUN være værdifuld som kontrast til totalitarisme. Vi kan protestere så meget vi vil når vi er i selskab med ligesindede, men mon ikke vi i virkeligheden ville savne skuespillet kaldet Silvio Berlusconi? Netop fordi vores idealer basalt set er meningsløse som andet end modpol til det uønskede, kan vi ikke undvære vores negative spejling. Dette er måske i virkeligheden sandheden bag udtrykket om at holde sine venner tæt, men sine fjender tættere: Vores fjender minder os om hvad vi tror vi er, vores venner minder os om at vi ikke er noget.

Hvis internettet og globaliseringen har en fjer at sætte i deres respektive hatte er det denne: at ved at lade alle såkaldte unikke kulturer blive eksponeret for hinanden og derved danne grobund for en sammenfletning, har de undermineret den nationale kulturs fascisme.  Alle kulturer eksisterer nu i vores kollektive bevidsthed; sidestillede og dermed værdiløse. Det kunne håbes at vi så også stopper vores maniske forsøg på at gøre os selv til entiteter...allerede det moderne menneskes opløsning i internettets personaer kunne være et skridt i den rigtige retning. 

XXII.

Den uoverkommelige afstand mellem modtager og publikum. Der finder i virkeligheden ikke noget sammenspil sted; der er udelukkende tale om to solo præstationer, der kun krydser hinanden ved et tilfælde. På samme måde som vi aldrig vil kunne verificere tilstedeværelsen af en anden bevidsthed, således smider skuespilleren sine fagter ud i det tomme rum, hvor de i det samme forandrer sig for bestandigt.

Vi befinder os konstant på hver sin side af dette transformationsrum og håber på det bedste hver gang vi forsøger at kommunikere. Publikums latter i tragediens øjeblik vidner kun alt for godt om, at de grænser af mening som vi vandrer langs, krydser hinanden indtil vi ikke længere er sikre på om vi stadig står på den oprindelige linie. Dette rum er pr. definition altid sitrende med spænding, med (potentielle) konflikter og er derfor altid mere levende end enhver entitet som vi kan påstå at kende; enhver fast viden er pr. definition altid i større eller mindre grad død, fordi den forsøger at nå et endeligt mål – definitiv viden forsøger standse bevægelsen i flugten, binde den til et narrativ, der stadig lider under Aristoteles' fascisme.

XXI.

How much time spent looking for the person(s) we were because we cannot remember how we became what we are. Sitting suddenly upright in the bed, frantically staring at the mirror; unable to recognize the stranger wrapped in the sheets. The past entices us because it is untouchable and thus eternal. We use the past to give us the answers that we think we need. But where in this arabesque of passing faces are we supposed to recognize ourselves? These masks are already used, worn out, thrown away...they have nothing to do with us anymore.

XX.

Julen er allerede på retræte. De sidste hårdnakkede julefrokoster og familiemiddage er krampetrækninger fra en døende krop. Resten af året gør vi vores bedste for at forføre og fortære vores venner og fjender; men når vi nærmer os december spreder der sig en kollektiv skyldfølelse, som giver sig til kende i en neurotisk fascination af den barnlige uskyld...hvad ellers er konceptet "julekalender for voksne" et symptom på? Jo større glæde ved julen, jo mere skyldigt samfund? Måske. Måske dybden af et samfunds ondskab skal måles ved dets glæde? Jo mere energisk der pyntes op, jo mere får man mistanken af at der er noget der ønskes glemt.
Lyset fra juleudsmykningerne forskubber for en måneds tid lysene fra den daglige blitzkrieg, og vi vandrer gaderne tynde i en tilstand af komplet skizofreni. Ikke mere menneske end hvad dankortets susen kan afsløre; måske vi akkurat når at fange et glimt af os selv mellem koden og registreringen.
Julen får det bedste frem i folk. Muligvis. Men det er i højeste grad et spørgsmål om alibi. Vi tilgiver hinanden fordi "det er jo jul", en arbitrært valgt dato (eller rettere: en yderst politisk valgt dato), der på magisk vis annullerer vores synder. Vi glemmer de foregående måneders apati, had, løgne; gemmer dem under falsk sne, oppustelige nisser, og letgennemskuelige slogans. Som om fred på jord var blot et spørgsmål om gode ord og god vilje. Hykleriske måned: Vi taler løs om fred og tilgivelse, hvilket er yderst nemt for os eftersom vi befinder os i den "korrekte" ende af kapitalismens infernalske maskineri. Hvor vover vi at tale om tilgivelse når vi næsten hver eneste dag i december understøtter og forstærker fundamentet der holder ubalancen velafbalanceret?
Og givet de sidste par tusind års historie, kan vi så virkelig med god samvittighed fejre en højtid, der symboliserer kristendommens overherredømme? Juletræet er farvet af religionens millioner af ofre, så vi skynder os at dække det til med guirlander og farvede glaskugler. Er det et tilfælde at rød er den dominerende farve i december? Vi stikker fingrene dybt ned i dejen for at glemme hvorledes vi selv er "roulé dans la farine".
Der er noget ufatteligt tragisk ved julen; noget der lurer lige under den glaserede overflade, altid på nippet til at bryde igennem. De hyperaktive smil er evigt klar til at vende sig til en snerren, hvis nogen tager den sidste designerskål for næsen af os. Og denne maniske insisteren på familie minder os kun alt for godt om, hvor alene vi egentlig er. Vi kan ikke undslippe diskursen om højtiden tilbragt i familiens skød, så vi arbejder så hårdt vi kan på at opretholde illusionen...angstens sved lurende under silkeskjorterne. Presset fra alle sider smiler vi, skåler vi, udveksler vi gaver i fint papir, og sarkastiske bemærkninger pakket ind i omsorg farer gennem rummet i en lugt af snaps og svin.
Der er næppe andet at gøre for det fornuftige menneske end at holde hovedet nede i denne hvirvelstorm af fortrængning og falske løfter. Glædelig Jul.