X.

Trossystemernes konstante infiltrering; glæden og orgasmen er for længst fyldt til randen med iskold betydning, men alligevel tales der stadig om seksuel frigørelse. Homoseksuelle ønsker at frigøre sig fra at blive dømt for hvad de er, blot for at dømme sig selv til præcis hvad de kæmper imod, blot som negativ spejling. Rollerne er byttet om: Enhver ung heteroseksuel flirter med sin tvekønnethed i en desperat erkendelse af betydningens fængsel (det burde han også – hun har boet der så længe han kan huske). Det er en ironi der passer så glimrende i vores selvopfattelse, at det der skulle være enden på den seksuelle segregation (og i samme åndedrag individets frigørelse, eftersom seksualiteten er blevet givet som værende lig frihed), den længe ventede anerkendelse af enhver seksuel orientering, nu blot er indstiftelsen af et nyt paradigme, konstrueret på præcis samme måde som det bestående.

Den konstant dunkende stortromme, fascismens støvletramp, den demokratiske Jesus der falbyder sin krop til købmændene – hvad er snart forskellen? I den virtuelle skin-verden, internettets ideal-parallelle virkelighed har vi konstrueret det sande billede på vores frigørelse. Eller snarere: Vi har projiceret vores behov for kontrol over egen essens til en anden sfære for at undgå at tage stilling til den som et ”virkeligt” fænomen. Det virtuelle har tilbudt os en enestående mulighed for at opløse os selv i den pluralitet som ethvert individ altid har været og altid vil være, qua sin evige tilbliven; men i stedet insisterer vi på at fastholde os selv som et fikspunkt i stedet for at forsvinde endegyldigt i billedernes/overfladernes flux. Ordene der flyder ned i mobilens teknokratiske konstrukt, skriften på computerens overflade, der med et tryk på en knap kan forsvinde for altid – er dette ikke Narcissus’ fuldbyrdede spejling? Det intentionelle objekt i den forestillede ”anden ende” er tydeligvis en narresut, hvis eneste formål er (igen) at give vores ord betydning; at fæstne dem til en superstruktur, der kan redde os fra at skulle tildele dem betydning – den famøse Anden er der jo for at forsikre os om virkelighedens (læs: meningens) fortsatte beståen. Vi kaster os ned i skærmens blanke overflade for at kommunikere, men i realiteten med samme formål som Narcissus da han lænede sig ud over kanten – altid en væren i sig selv, aldrig for sig selv. Internettet gav os muligheden for at leve vores liv som et kalejdoskop: i stedet lever vi som et forstørrelsesglas’ brændpunkt.