Oftere og oftere ligner folk på gaden mine venner; ved første øjekast fremviser de træk jeg mener at kende, men ved nærmere undersøgelse forbliver de ukendte biologiske systemer på vej mod deres respektive skæbner. Hvis jeg blev længe nok i dette land, ville jeg så langsomt fylde det op med fantomer af venner og familie? Ville jeg lidt efter lidt udviske menneskers ansigtstræk på gaden for at tilpasse dem skabeloner jeg mener at kunne genkalde mig?
Eller er dette hvad vi kalder at få nye venner? En hengivenhed genereret af fysisk lighed, frem for noget forestillet indhold. Savnet giver retning til vores perception - fanget i en cirkulær bevægelse, der hver gang bringer os tilbage til det samme tab, som vi igen og igen forsøger at påtvinge verden. Hvad end dette tab må være, lader det til at være gennem dette afsavn at vi tvinger verden til mening. Vi kræver kompensation.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar