XXII.

Den uoverkommelige afstand mellem modtager og publikum. Der finder i virkeligheden ikke noget sammenspil sted; der er udelukkende tale om to solo præstationer, der kun krydser hinanden ved et tilfælde. På samme måde som vi aldrig vil kunne verificere tilstedeværelsen af en anden bevidsthed, således smider skuespilleren sine fagter ud i det tomme rum, hvor de i det samme forandrer sig for bestandigt.

Vi befinder os konstant på hver sin side af dette transformationsrum og håber på det bedste hver gang vi forsøger at kommunikere. Publikums latter i tragediens øjeblik vidner kun alt for godt om, at de grænser af mening som vi vandrer langs, krydser hinanden indtil vi ikke længere er sikre på om vi stadig står på den oprindelige linie. Dette rum er pr. definition altid sitrende med spænding, med (potentielle) konflikter og er derfor altid mere levende end enhver entitet som vi kan påstå at kende; enhver fast viden er pr. definition altid i større eller mindre grad død, fordi den forsøger at nå et endeligt mål – definitiv viden forsøger standse bevægelsen i flugten, binde den til et narrativ, der stadig lider under Aristoteles' fascisme.