XXIV.

Like with so many other things, loneliness arises in the tension-space between two forces driving in opposite directions. Loneliness is not simply being alone, wishing not to be so; it is to have simultaneously contempt for the company of others and the company of self. Therefore there are no obvious roads out of loneliness. S/he who is alone is so because s/he desires to be so - but in the essence of that very desire lies its opposition, the possibility of its annulment...scratching from below like a caged beast gone insane with hunger.
The feeling of loneliness o'erwhelms exactly because it is a catch 22. In fact, it is not a question of feeling oneself drawn towards either solitude or company - that would in a sense be a positive move. Rather, it is the question of being pushed away from both poles with the force of a hurricane. You hate both sides with equal power, thus dangling in between them, like a dancing puppet. The more force is exerted from one side, the more will be applied from the other. Loneliness is the perfect example of the perfect equilibrium. This is the real prison; perfect because it requires neither guards nor walls.
Under pressure from all sides, this coal-black feeling eventually turns into a diamond: Beautiful and Unbreakable.

XXIII.

Som med så meget andet er kulturen blot endnu en måde at holde vores kollektive hoved over meningsløshedens iskolde vand. Ud fra en række arbitrært valgte symboler, som absolut intet indeholder af objektiv værdi, tjener kulturen udelukkende (præcis som sproget) til at udelukke noget frem for noget andet. Som det for længst er blevet fastslået, er der ingen logisk eller nødvendig overensstemmelse mellem ord og genstand; ligeledes er der ingen overensstemmelse mellem den uhomogene gruppe af mennesker der udgør et ”kulturområde” og de symboler hvortil de beder. Historien udgør i sig selv ingen nødvendighed, det ser vi tydeligt ud fra det faktum at vi med glæde glemmer og/eller bevidst sletter de begivenheder som vi ikke længere identificerer os med, og henviser dem til en mere primitiv tilstand, hvorfra vi tilsyneladende har frigjort os.

Som med alt andet, og især vores selvopfattelse, står vi angste overfor tilværelsens konstante forandring og forsøger at fastfryse den i en rigid is skulptur. Nationalismen er det fornemste eksempel herpå, idet den ganske åbenlys netop benytter sig af kulturen til at påpege forskelle; idéen om demokrati ville jo KUN være værdifuld som kontrast til totalitarisme. Vi kan protestere så meget vi vil når vi er i selskab med ligesindede, men mon ikke vi i virkeligheden ville savne skuespillet kaldet Silvio Berlusconi? Netop fordi vores idealer basalt set er meningsløse som andet end modpol til det uønskede, kan vi ikke undvære vores negative spejling. Dette er måske i virkeligheden sandheden bag udtrykket om at holde sine venner tæt, men sine fjender tættere: Vores fjender minder os om hvad vi tror vi er, vores venner minder os om at vi ikke er noget.

Hvis internettet og globaliseringen har en fjer at sætte i deres respektive hatte er det denne: at ved at lade alle såkaldte unikke kulturer blive eksponeret for hinanden og derved danne grobund for en sammenfletning, har de undermineret den nationale kulturs fascisme.  Alle kulturer eksisterer nu i vores kollektive bevidsthed; sidestillede og dermed værdiløse. Det kunne håbes at vi så også stopper vores maniske forsøg på at gøre os selv til entiteter...allerede det moderne menneskes opløsning i internettets personaer kunne være et skridt i den rigtige retning.