XXIII.

Som med så meget andet er kulturen blot endnu en måde at holde vores kollektive hoved over meningsløshedens iskolde vand. Ud fra en række arbitrært valgte symboler, som absolut intet indeholder af objektiv værdi, tjener kulturen udelukkende (præcis som sproget) til at udelukke noget frem for noget andet. Som det for længst er blevet fastslået, er der ingen logisk eller nødvendig overensstemmelse mellem ord og genstand; ligeledes er der ingen overensstemmelse mellem den uhomogene gruppe af mennesker der udgør et ”kulturområde” og de symboler hvortil de beder. Historien udgør i sig selv ingen nødvendighed, det ser vi tydeligt ud fra det faktum at vi med glæde glemmer og/eller bevidst sletter de begivenheder som vi ikke længere identificerer os med, og henviser dem til en mere primitiv tilstand, hvorfra vi tilsyneladende har frigjort os.

Som med alt andet, og især vores selvopfattelse, står vi angste overfor tilværelsens konstante forandring og forsøger at fastfryse den i en rigid is skulptur. Nationalismen er det fornemste eksempel herpå, idet den ganske åbenlys netop benytter sig af kulturen til at påpege forskelle; idéen om demokrati ville jo KUN være værdifuld som kontrast til totalitarisme. Vi kan protestere så meget vi vil når vi er i selskab med ligesindede, men mon ikke vi i virkeligheden ville savne skuespillet kaldet Silvio Berlusconi? Netop fordi vores idealer basalt set er meningsløse som andet end modpol til det uønskede, kan vi ikke undvære vores negative spejling. Dette er måske i virkeligheden sandheden bag udtrykket om at holde sine venner tæt, men sine fjender tættere: Vores fjender minder os om hvad vi tror vi er, vores venner minder os om at vi ikke er noget.

Hvis internettet og globaliseringen har en fjer at sætte i deres respektive hatte er det denne: at ved at lade alle såkaldte unikke kulturer blive eksponeret for hinanden og derved danne grobund for en sammenfletning, har de undermineret den nationale kulturs fascisme.  Alle kulturer eksisterer nu i vores kollektive bevidsthed; sidestillede og dermed værdiløse. Det kunne håbes at vi så også stopper vores maniske forsøg på at gøre os selv til entiteter...allerede det moderne menneskes opløsning i internettets personaer kunne være et skridt i den rigtige retning.