Google Translate er den eneste sande poet tilbage. Thi den tager teksten for pålydende og splitter den i en uendelighed af brudflader, der krydser hinanden uden nogensinde at kunne genkalde sig nogen ”oprindelig” mening. Google Translate er vor tids Homeriske vers; vor tids omrejsende troubadour, der i sit arsenal har uendelige variabler af sine indlærte byggeklodser. En ny betydning genereres for hver oversættelse og unddrager sig derigennem det kritiske blik, der ønsker at gennemtrænge og forstene teksten som en moderne Medusa. Forsteningen og indkapslingen af skønheden er det modernes synd.
Er kropsdyrkelsen den endelige løsning? Er den, på trods af alle indsigelser herimod, erkendelsen af at essensen er det der er overfladisk, og at overfladen netop er denne intethed, som qua sin intethed rummer alle muligheder i sig? ”I am deeply superficial.” – Andy Warhol havde ret i denne tilsyneladende uskyldige sætning, hvor gådens løsning ligger svævende mellem de to ophævede poler. Måske er den samlede fascination af det evigt unge, det evigt smukke blot romantikerens passionerede ”Nej” til kontinuitet og forgængelighed?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar